Truckershow

 

Et lille udsnit af de 160 fremmødte lastbiler på Landbrugsmessen 2017
Foto: Grethe Hyldgaard Jensen

Truckerudstilling & Show på Gl. Estrup

Hermed indbyder Landbrugsmessen interesserede til at være med på årets truckerudstilling, der afholdes lørdag den 27. og søndag den 28. maj 2017 på Gl. Estrup ved Auning på Djursland.

Fokus på blinde vinkler og sikkerhed blandt truckerne
I alt 110 truckere fra hele Danmark har indtil videre tilmeldt sig messen, så der bliver masser af flotte lastbiler at kigge på i truckerområdet!

I år sætter truckerne ekstra fokus på de blinde vinkler, som er enhver lastbilchaufførs skræk. De inviterer publikum op i et førerhus, hvor man selv kan opleve, hvor de blinde vinkler findes – og hvordan man kan være opmærksom på at undgå at udsætte sig selv – og chaufførerne – for unødig risiko i trafikken.

Som sædvanligt er man meget velkommen til at få sig en snak med chaufførerne om deres biler og det liv, de ofte nærmest lever i vognen. Der bliver også i år et lille informationstelt i truckerområdet, hvor man kan få at vide hvilke biler, man må prøve at sidde i og få opfyldt sin drengedrøm – uanset om man er fire eller firs år – alle er meget velkomne!

Som publikum kan man også være med til at kåre den flotteste lastbil.


Hvad sker der på Landbrugsmessen på truckerarealet?
I løbet af den 27. og 28. maj konkurreres der i forskellige lastbildiscipliner, hvor lastbilerne er inddelt efter model/ type.
De første lastbiler ankommer fredag aften, og de sidste slutter sig til i løbet af lørdag formiddag, når man når hjem fra den lange transport fra Sydeuropa.
Omkring lørdag middag er truckerarealet tæt pakket med de flotte lastbiler, som er en fryd for øjet for alle med lidt interesse for mekanik og store biler.

Hvad sker der lørdag og søndag?
Selve Truckerudstillingen åbner lørdag kl. 10.00.

Herefter starter bedømmelsen af de mange lastbiler, som er inddelt i grupper alt efter type og model. Der er stor spænding blandt de mange chauffører, om man har husket alt omkring ens lastbil, så der ikke kan findes fejl og snavs, som trækker ned i bedømmelsen.

Hertil kommer præmie til den lastbil, der kommer længst væk fra, og til det firma, der stiller med flest lastbiler.

Find den flotteste lastbil.
For publikum er der begge dage mulighed for at deltage i konkurrencen om at finde messens flotteste lastbil.
Konkurrencen starter begge dage kl. 10 og strækker sig hen til sidst på dagen.
Publikums favorit bliver ligeledes præmieret.

Pokaler til de flotteste lastbiler.
Søndag kl. 15.00 udløses spændingen om, hvem der i år har haft de flotteste lastbiler, idet man for denne præstation får tildelt en stor pokal indenfor de enkelte kategorier.
Her udtrækkes også vindere i publikumskonkurrencen.

Kontaktpersoner.
Vore kontaktpersoner har selv deltaget i Truckerudstillingen i gennem mange år, og som Kristian Jespersen siger:” Det er blevet en tradition, vi helst ikke vil undvære, og vi har været med siden 2001″.

  • Kristian Jespersen, Åglimt 4, 6900 Skjern, tlf. 28 94 50 94,
  • Peter Kristensen, Storegade 13, 8765 Klovborg, tlf. 24 49 42 21 og
  • Morten Rasmussen, Løvenholmvej 25, Gjesing, 8963 Auning, tlf. 26 81 11 64

står for det praktiske med tilmelding og gennemførelse af Truckerudstillingen og showet.

Tilmelding:
Du kan allerede nu tilmelde dig ved at ringe til en af kontaktpersonerne.
Vi tager dog mod tilmelding helt frem til lørdag formiddag den 27. maj, men en tidligere tilmelding vil være ønskelig.

Alle truckere er velkomne på Landbrugsmessen Gl. Estrup.

Med venlig hilsen
Landbrugsmessen v/ Kristian Jensen, tlf. 40 42 02 01

 


 

 

www.landbrugsmessen.dk