Alle billeder er taget af John Jensen Taselvfoto.dk

Hvem er vi?

Vi er en lille flok fra westernklubben Natural Western Riders, i daglig tale NWR. Klubben har eksisteret siden 1998 og holder til i Solkær ved Hinnerup og på Djursland ved Auning men har medlemmer fra hele Jylland. Vi er en meget aktiv klub som holder mange arrangementer og stævner og derudover tager vi også ud og fortæller om westernridning på landbrugsmesser mm. Aldersmæssigt spænder vi bredt da vi har både Youth ryttere og seniorer på 70+

”Det der cowboyridning, er det bare noget I leger?”

Både ja og nej. For vi bruger det både til sjov og alvor. Der er helt klart mange elementer af leg i det vi laver, men vi er også meget seriøse. Alt det vi laver har rødder i det rigtige ranch arbejde som stadig praktiseres i USA.

Westernridning stiller store krav til hest og rytters evne til at samarbejde i alt hvad vi laver sammen. En god westernhest kan være alle racer, men den er kendetegnet ved at have mod og intelligens da den ofte skal kunne arbejde meget selvstændigt og ikke være alt for pivet. Og så skal den være adræt og udholdende.

Dette er en fordel i når man arbejder med kvæg. Vi ved jo godt at vi mennesker reagerer langsomt i forhold til dyr, så det er en fordel at hesten arbejder meget nærværende under dig og kender sit job. Hesten ved ofte om kalven vil løbe til højre eller venstre længe før rytteren ser det, så at hesten kan arbejde med en grad af selvstændighed er en klar fordel. Vi får ind imellem jobs hvor kvæg er sluppet ud i det fri eller går i store hegn, hvor de ikke kan indfanges. Så kan vi tage ud og drive dem sammen i fanggitre eller fange dem med lasso. Det er et svært job, som kræver mange færdigheder af hest og rytter. Men det betyder at alt det vi leger til daglig også kan bruges til noget rigtigt arbejde.

Vi er også så heldige at have flere faste jobs med at holde opsyn med kvæg i større områder og fange og mærke småkalve når de bliver født. Disse jobs er en fantastisk oplevelse at være med på og det er fantastisk at kunne bruge alt det vi har lært til noget rigtigt arbejde. Men det er knap så udfordrende som jobs med det løsslupne kvæg. Selv om man dog ikke skal underkende moderinstinktet hos en ko der hører sin kalv klage når øremærket sættes på. Uanset om jobbet indebærer fange jobs hvor en eller flere køer er stukket af fra landmanden og nu leger vildkvæg i skoven eller man skal ud og have øremærket årets nye kalve, så kræver det at man som rytterteam har øvet sig sammen i mange år. Det er altafgørende at man ved hvad man laver og at man kan samarbejde over store afstande, hvor det ikke er muligt at kommunikere sammen og man muligvis heller ikke kan se hinanden pga. bevoksning.

”Det lyder vildt og alt for farligt for mig”

Måske, men når man øver sig med kvæget, så foregår det altid meget roligt på en ridebane og er slet ikke spor vildt. Når det så er sagt, så er er så mange andre ting ved westernridning der er sjovt og udfordrende uden at man behøver at være med til arbejdsdelen.

En westernhest er en meget alsidig hest. Og pga. behovet for alsidighed er der mange forskellige discipliner når det kommer til konkurrencesiden. Der er både hurtige og langsomme, dem hvor der er glimmer og frynser og dem hvor der kommer støv på tøjet. Og fordi western verdenen er så alsidig, så er der er niche til de fleste. Det er langt fra alle westernryttere der rider med kvæg eller kaster med lasso. Man vil opleve at vi laver mange af de samme typer øvelser som i dressuren, men vi sætter alle bevægelserne ind i en praktisk kontekst som fx at åbne en låge, eller en slags piruetter når hesten skal den hurtigste vej rundt efter en kalv der har ændret retning. Man vil kunne finde uddybende beskrivelser af de fleste af disciplinerne i vores materiale om westernridning i vores camp.

Udenfor konkurrencebanerne er westernridning også et helt kapitel for sig. Sammen med stilen hører sig bål og udeliv og et godt socialt samvær. Bålmåd, kage, kaffe og røverhistorier er et absolut must når vi mødes. Vi er nok også mere sammen med vores heste på en mere alsidigt måde, end mange andre typer hestefolk. Vi har brug for et solidt og trygt samarbejde med vores heste, hvor hest og rytter kan regne med hinanden, da hesten bliver brugt i mange meget krævende situationer. Derfor træner vi dem både fra jorden og fra ryggen. De må trænes i at kunne bevare roen når der er pause og til at kunne arbejde både hurtigt eller roligt, når der er behov for det. Og så skal de til enhver tid bevare roen og overblikket. Hesten skal kunne styres uden at bruge 2 hænder på tøjlerne, da vi ofte har brug for mindst den ene hånd til at svinge en lasso, åbne og lukke en låge, bære noget eller noget helt andet. Dertil kommer at vi ofte lægger vores camp op af hestenes paddocks og dermed er vi hele tiden sammen med vores heste.

Både vores træningsdage og stævner er ofte hele weekender afsted sammen og så er det lækkert hvis vi i pauserne kan tage en blunder sammen. Den erfarne westernhest og cowboy ved at det er vigtigt at udnytte pauserne inden det går løs igen.

Mød os i vores camp på Gl. Estrup

NWR har en camp på messen hvor vi vil være klar til at svare på spørgsmål og du kan komme og prøve kræfter med at svinge en lasso og måske fange familiens yngste. Der vil være bålhygge og kaffe på kanden

På vores demoer vil vi viser de alsidige westernheste på en trailbane (en forhindringsbane for heste) fra jorden, til hest og på teams.