Det Grønne Museum

Det Grønne Museum deltager på årets landbrugsmesse med et stort samlet program, der viser en masse af alt det, som museet også er.

Her kan du opleve mange af museets frivillige laug.

  • Slagterlauget står klar med de gamle maskiner, når der skal laves medisterpølse og mejeristerne giver smagsprøver på lækre oste.
  • Ølbryggerne har lavet øl til lejligheden efter traditionelle opskrifter.
  • Smedene, der plejer at være i smedjen, er rykket ud på pladsen og viser deres håndværk ved ambolt og esse.
  • Karle- og Pigelauget holder gang i det store Nordsten tærskeværk.
  • Torvelauget sørger for at gæsterne kan få et minde med hjem fra dagen, når de sælger deres flotte moderne husflid.
  • Biavlerne har slynget honning og fortæller om arbejdet med at passe museets bigård.

Museet vil også lave en lille udstilling med plancher, der fortæller om Den Levende Kulturarv og de gamle racer, som man kunne se på gårdene frem til 1950’erne.

Sammen med udstillingen vil museets ny-restaurerede hippomobil blive præsenteret.

Hands-on oplevelser for børn og voksne kan museet også tilbyde, når Undervisningsafdelingen laver aktiviteter med udgangspunkt i jagten, skoven, landbruget og maden.

 


 

 

www.landbrugsmessen.dk